Referat fra generalforsamlingen 2022
”Opfølgning på Generalforsamling
Først vil jeg sige en stor tak til alle der mødte op til vores generalforsamling onsdag den 16. marts.
Det forløb som sådan én generalforsamling skal. Der var debat, indlæg og spørgsmål – det er jo jer medlemmer der skal høres og ses, og her er generalforsamlingen en god anledning til at man som medlem udøver sin magt, ved blandt andet at stille spørgsmål men ikke mindst ved at vælge de repræsentanter til bestyrelsen, som man mener kan føre vores klub i den rigtige retning.
Ny bestyrelse
På generalforsamlingen blev der vedtaget nye vedtægter, der efter først kommende bestyrelsesmøde vil blive lagt på vores hjemmeside, og dette betød at vi for første gang ikke valgte en formand direkte på generalforsamlingen, men at de valgte bestyrelsesmedlemmer trak sig tilbage for at konstituere sig med de 3 poster, der står beskrevet i de nye vedtægter. Bestyrelsen er derfor konstitueret således: kasserer er Tom Christensen, sekretær er Camilla Haahr Kristensen og ny formand er undertegnede. De øvrige poster og opgaver, der hører under bestyrelsen, vil blive defineret på først kommende bestyrelsesmøde. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Claus Rønnow Traberg, Jens Lyng Jessen, Martin Andersen og ny valgte Henrik Eriksen.
Mød os på banerne
I har alle muligheder for at træffe os bestyrelsesmedlemmer på banerne, da vi alle er aktive på banerne. I kan møde Claus hos vores U8 drenge, hvor han er træner. Jens Lyng træner vores U14 piger (Viborg Q) samtidig med at han på nuværende sammen med Martin tager sig af posterne som Børne- og Ungeformand samt Herre Seniorformand. Martin er rigtig ofte at finde i klubben i forbindelse med vores senior kampe og sågar træning. Vi har også en årgangsformand for U12 drengene, nemlig Camilla, der foruden at have en dreng på U12 også har 2 drenge der spiller henholdsvis U15 og U17. Og jeg selv træner vores U10 drenge, så tag meget gerne fat i os hvis I har idéer, spørgsmål, kommentarer eller bare har lyst til en snak😊
Jeg er sikker på at jeg taler på hele bestyrelsens vegne, når jeg siger at vi glæder os til at præsentere jer for nogle af de nye tiltag og forandringer, som vi har arbejdet med de sidste måneder. Det ville have været oplagt at kunne fremlægge disse på den netop afholdte generalforsamling, men vi kunne simpelthen ikke nå det.
Sportslige hilsner
Thomas Hald Poulsen